Kompetencehuset, Søren Frichs Vej 40 D, 8230 Åbyhøj

 

Erhvervsassistent inden for Børn, Unge og Ældre (Omsorgshjælper)

Der er informationsmøde om Omsorgshjælper hver mandag klokken 13.00 på Kompetencehuset, Søren Frichsvej 40 D.

Næste holdstart 14. august 2017

Kontaktpersoner: Ulla Rasmussen, 8615 9699, ur@kompetencehuset.com, dir. 8744 8874

og Trine Pristed Bækgaard, 8615 9699, tpb@kompetencehuset.com

Hvis du har et ønske om at arbejde med mennesker i alle aldre, som måske har særlige behov for støtte og hjælp, så er den 2-årige uddannelse til Omsorgshjælper lige noget for dig. På uddannelsen får du grundlæggende viden og en masse praktisk erfaring, som klæder dig på til at arbejde indenfor pædagogik og pleje.

Uddannelsen er tilrettelagt som projektundervisning og er helhedsorienteret. Det betyder, at det, du lærer teoretisk, også afprøves i praksis gennem projekter og samarbejde med de andre på holdet. Løbende arbejder du på at udvikle din portfolio, som i sidste ende dokumenterer det, du har lært og lavet gennem uddannelsen. Portfolioen danner også baggrund for din afsluttende eksamen på uddannelsen.

I løbet af uddannelsens 4 dele bliver du blandt andet undervist i pædagogik, samarbejde og gruppeprocesser, kommunikation og konflikthåndtering, samfund og menneske, sundhed og omsorg. Samtidigt indgår praktiske opgaver som fx at tilberede mad i skolens køkken, ligesom motion er en naturlig del af programmet. Du får gennem de to år bredt kendskab til det sociale og pædagogiske område. Vi tager på mange institutionsbesøg og får også besøg af de professionelle, som fortæller om deres arbejdsliv. Du får opøvet og trænet dine personlige kompetencer gennem erhvervstræningsperioder på plejehjem, beskyttede værksteder, aktivitetscentre og daginstitutioner.

På uddannelsen får du kursus i almen fødevarehygiejne og i førstehjælp og får certifikat. Du arbejder også med IT og studieteknikker og du gennemfører Dansk og Psykologi på D-niveau, begge fag afsluttes med eksamen. Du har mulighed for at få matematikeksamen på 9. klasses niveau, hvis du ikke har det i forvejen.

Undervisningen foregår i Kompetencehuset, som er en daghøjskole med flere forskellige undervisningsforløb og et spændende skolemiljø med omkring 150 unge mennesker. I løbet af ugen er der på tværs af alle hold fælles aktiviteter blandt andet morgensamlinger, kreative fag, bevægelsesfag og foredrag.

Gennem uddannelsen får du træning i at gå i skole og du lærer at tage ansvar for din egen læring. For mange er uddannelsen dermed et springbræt til at søge ind på andre pædagogiske eller sundhedsfaglige uddannelser. Er du efter endt uddannelse klar til at arbejde, kan du søge beskæftigelse som erhvervsassistent inden for børn, unge og ældre. Det vil sige, at du f.eks. kan være medhjælpende på institutioner i tæt samarbejde med det øvrige personale.